Ny lov om jordforurening i økonomisk belysning

En ny lov om jordforurening blev vedtaget af Folketinget i maj 1999 efter længere tids foregående lovarbejde og diskussion. Jordforureningsloven vedrører den type forurening, hvor et pludseligt udslip af f.eks kemiske produkter eller olie fra en virksomhed eller en privatperson (private olietanke) trænger ned i jorden og evt. truer grundvandet 1 . Indenfor de nærmeste år skal loven evalueres og muligvis revideres; i denne forbindelse kan det være hensigtsmæssigt at se loven i et økonomisk-teoretisk perspektiv, hvilket man kun i begrænset omfang har gjort hidtil. Diskussionen om loven har været ført af jurister, og i denne diskussion har økonomiske synspunkter (naturligvis) ikke været særlig fremtrædende. Måske er der for få økonomer der beskæftiger sig med den direkte, administrative, regulering af miljøproblemer. Som økonomer er vi trænet til at se med skepsis på den direkte regulering, der er kendetegnet ved, at en statslig myndighed fastlægger, hvordan en virksomhed skal handle. I følge de økonomiske læreboger i miljøøkonomi er afgifter et bedre instrument end direkte regulering, først og fremmest fordi afgifter er et mere decentralt instrument, der bedre tager højde for at myndighedernes information om virksomheders forhold er begrænset. Denne skepsis overfor den direkte regulering er efter min mening fuldt berettiget; grønne afgifterer for mange typer forurening klart det mest egnede instrument, som bør anvendes mere end tilfældet er i dag. Men lærebøgerne overser, at der findes situationer, hvor afgifter kommer til kort. Når en virksomhed enten ved et uheld eller forsætligt slipper et giftigt stof ud på jorden, er det ikke kun selve brugen af stoffet der behøver regulering, men også den måde brugen foregår på (medmindre man med afgifter vil udfase brugen af stoffet helt, hvilket ofte ikke er hensigtsmæssigt). En afgift kan naturligvis mindske brugen og dermed udslippets størrelse, men det afgørende er at forhindre udslippet, dvs. at give incitament til forsigtig omgang med de giftige stoffer. Når udslippet er sket, er det afgørende at sikre, at der bliver ryddet op, inden stofferne når ned til grundvandet, og her er afgifter heller ikke det rigtige instrument. Her må erstatningsregler og/eller regler der giver myndigheder beføjelse til at rydde op eller diktere oprydning til. Da opstår en række spørgsmål: hvornår bør myndighederne have kompetence til at diktere oprydning? Er det f.eks. nok at udslippet er fundet på en grund der tilhører en given virksomhed eller skal det kunne påvises, at